Er jeg en dårlig mor, når jeg får nok af mit barn?

Kender du følelsen?… Den der følelse, som ruller ind over en som en større hedebølge og kvalmende fornemmelse end saunagus på tømmermænd kan frembringe. Ja, det kan faktisk også minde om den følelse, der pludselig kunne komme når ens lærer tilbage i folkeskolen spurgte en direkte foran hele klassen om man havde glemt at lave lektier (og det havde man).

Det er følelsen af noget, som ikke kan rummes. Følelsen af utilstrækkelighed. Følelsen af ikke at være god nok kombineret med en ubeskrivelig dårlig samvittighed.

Det er (i hvert fald hos alle de mødre jeg taler med) en følelse, som langsomt finder frem til en den dag, hvor man får æren af titlen MOR.

Nå men, det er dén følelse jeg vil dele med dig. For det er præcis den følelse, som for mig opstår i de situationer, hvor jeg får en oplevelse af ”jeg kan ganske enkelt ikke holde mit barn ud”.

Eller rettere, den opstår oftest efter den situation, hvor jeg er blevet overvældet af den følelse. I selve situationen er alle følelser på maks, så den konstruktive refleksion og proaktive handlen sker først bagefter.

Personligt så opstår den for mig en gang imellem, når jeg bliver maksimalt presset på tid, lyde og følelsen af at være utilstrækkelig.

Jeg er temmelig lydfølsom, hvilket gør, at jeg ikke så godt kan rumme for mange forskellige lyde (snak, tv, radio, kaffemaskine o.lign.) på en gang og heller ikke for voldsomme lyde – særligt ikke, hvis de er kombineret med andet, som presser mig.

Særligt en situation rider mig som en mare. Det er tidligt morgen. Jeg er stået op klokken seriøst tidligt for at blive færdig inden resten af huset skal vækkes. Vitus græder og vil ikke op, da han mener, at det er weekend (på en onsdag). Bøje er fuldstændig kvæstet efter ubeskriveligt mange timer med en arbejdsopgave. Jeg er presset mentalt over bekymring om sygdom hos en nærtstående, og Linus er ved at få tænder og i en periode, hvor han KUN vil mor.

Der er mange ting, som skal klappe om morgenen i vores hjem. Og selvom vi planlægger og forbereder os på bedste vis, så opstår der dage, hvor alting bare clasher sammen trods de bedste intentioner.

Det blev sådan en morgen, hvor jeg skulle skynde mig at have lavet madpakker færdigt, imens Linus græd ved mit ben for at komme op. Og når jeg så tog ham op, så kastede han sig bagover, fordi han ville ned.

Vitus kunne ikke overskue selv at tage tøj på og græd samtidig over, at han ville savne hunden når han skulle i skole. Sidste blev så efterfølgende afløst af ca 15 min gråd over først at skulle undvære far og dernæst mig.

Altså en morgen hvor lydniveauet var maksimalt, og vi voksne var langt fra vores optimale overskud.

Jeg gad godt, at jeg kunne sige, at jeg brillierede med den mest perfekte opskrift på, hvordan man så lige klarer sådan en morgen. Men det gjorde jeg ikke. Jeg blev selv ked af det midt i ophobningen af følelser og fik sagt til Bøje, at det var den mest dumme morgen ever. Flot Anne; det gjorde helt sikkert morgenen bedre og fik os alle bedre sendt afsted.

Børnene blev trøstet, og kom alle afsted i god ro og mag. Men det som ”jager” mig er tankerne undervejs, hvor jeg tog mig selv i at tænke ”kan man tillade sig virkelig ikke at kunne lide sit eget barn”?

Det er tabubelagt at sige højt. Det er frygtelig svært og til dels pinligt at italesætte.

Men jeg vælger at gøre fordi jeg ved, at vi mødre en gang imellem bliver ramt af netop dén følelse.

Tag ikke fejl – jeg er fuldstændig tosset, forgabt, blæst bagover af kærlighed til mine børn, og jeg synes også, at de er universets gave til både os og hele verden – Selvfølgelig!

Men i lige netop i det sekund, hvor jeg blev så presset og ikke længere følte, at jeg havde så meget som en dråbe mere at hælde af – der fik jeg nok. Bægeret var tomt.

Kender du følelsen?

Så lige nu i skrivende stund, der sidder jeg og laver en liste over ting, som jeg ved fylder mit bæger op.

Jeg vil lave en lille liste, hvorfra jeg kan udvælge en ting, jeg kan gøre kun for mig og af egenomsorg kun til mig. Det vil jeg, så jeg kan blive fyldt op, og igen være på til at være i hele cirkusset og rumme alles følelser og behov. Min plan er at sørge for, at jeg mindst en gang om dagen gør en lille ting, og en gang om ugen gør en lidt større ting – for mig.

Jeg kan dele med dig, at jeg lige nu har valgt, at jeg hver morgen vil stå op 10 min tidligere end jeg plejer, så jeg kan nå at meditere og sætte min intention for dagen, imens der endnu er fuldstændig ro i hjemmet.

Ugentlig er ikke noget fast, men derimod forskellige ting som jeg ved fylder mig op og gør mig glad. I næste uge står den på kaffe med min søster og ugen efter skal jeg et dyp i havet. Det er forskelligt, hvad der kan lade sig gøre herhjemme, så det passer med alles behov og aftaler. Og det er helt okay.

I min optik er det ikke egoistisk eller noget som minder om det. Det er tværtimod en genistreg og noget jeg ville ønske, at alle mødre gjorde som en fast del af deres mange ”skal’er” i deres hverdag.

Jeg tror nemlig på, at det er nødvendigt med balance i, at når vi hælder fra vores kop, så er vi også nødt til at fylde den op igen.  

Hvordan fylder du din kop op?